oprettet
2. april 2016
Siden
opdateret
2. april 2016
Til forsiden
Til sporvogne
Tilbage
Københavns Sporveje
I 1981 udgav Sporvognsfunktionærernes Organisations fagblad Sporvognen en række historiske blade, der omfattede årene 1945-80. Blandt artiklerne var der også erindringer fra nogle af linjerne, herunder fra linje 1.
En omgang på linie 1
Vi har ladet en tidligere konduktør på linie 1 fortælle om arbejdsgangen i slutningen af 40'erme.
Vi mødte om morgene omkring kl 4.15 på de tidlige vogne. Jeg selv hørte til på Valby remise, der dengang var næsten ny. Når man mødtes, gik man ind i regnskabsstuen og hentede sin taske med billeter, klippetang o.s.v. Herfra gik man ned i "udrykningen". Her stod en overordnet og en disposition, med taske og det hele, hvsi der var enh konduktør eller vognstyrer, som ikke mødte. Men som regel mødte vi altid til tiden. For det at komme for sent var en alvorlig fejl. Vi hentede vogntoget, og vognstyreren prøvede skinnebremsen, før vi kørte ud. Så blev der ringet afgang, og vi kørte hen til udkørslen. Her stod den overordenede med vores "plan", sit lommeur og så bister ud. Når han løftede hånden præcis på vores afgangstidspunkt, drejede vi ud af indkørslen og nedad Valby Langgade forbi Valby Tingsted og op ad Rughavevej og videre af Sdr. Fasanvej til Diakonissestiftelsen.
Vi kørte "ikke i rute" ud til Jydeholmen i Vanløse. Før vi nåede op til sløjfen, skulle man være opmærksom på, at der var enkeltsporet og derfor opsat signallys - rødt og grønt - som skulle overholdes meget nøje. Men på den første vogn var der ingen modkørende.
Var det om vinteren, havde vi to spande medkoks og optændingsbrænde stående foran hos vognstyreren. De skulle bruges til at tænde op i kakkelovnen i folkelokalet.
Når vi så startede på første omgang, stod der altid et par passagerer i sløjfen. "Ind med dem!" - et slag på klokken, og vognstyreren satte igang ind mod byen.
Min opgave som konduktør var naturligvis at sørge for, at folk blev billetteret. Så stak jeg hiovedet ind i vognen og sagde: "Go'morn, billettering!". Dengang kostede en omstigning 25 øre og en ligeud 20 øre. Man skulle være opmærksom på at rive det rigtige hjørne af. Gjorde man det ikke, og en af assistenterne så det, kunne man risikere en rapport.
Når man er færdig med at billettere, måtte man ikke være inde i vognen, hvor der normalt var varmt. Ja, altså i motorvognen. På bivognen var det lige meget, der var altid pivende koldt.
I nogle vogne var der skindsæder - til passagererne forstås. Personalet havde ingen steder at sidde, indtil vi i slutningen af 40'erne fik de her konduktørsæder, der nærmest lignede cykelsadler.
Når man havde været hele vognen igennem, skulle man huske, at vognstyreren havde en klokke. Et par klimt i den betød, at der var passagerer på forperronen, som skulle billetteres.
Ved hvert stoppested skulle man annoncere højt og tydeligt. Man åbnede døren ind til vognen og råbte med klar stemme - hvis man havde det: "Næste stop - f.eks. Rådhuspladsen". Så kunne folk gøre sig klar til udstigning.
Ved sidste stoppested før Callisensvej i Hellerup vendte vi skiltene med henholdsvis Hellerup og Vanløse. Var vi heldige, havde marketenderi-damen i folkelokalet allerede lukket op. Vi havde gerne 10 minutters ophold i folkelokalet, tid nok til en kop kaffe, der dengang kostede tyve eller femogtyve øre.
På tilbagevejen fulgte vi samme rute som linie 1 i dag. Ved Jagtvej, hvor vi mødte linie 4 og 18, skulle vognstyreren lukke vinduet ned for at skifte spor. Ude foran hang der en skiftestang. Efterhånden var der nogen, som var blevet så dygtige til, at de kunne skifte spor, selvom vognen var i fart. Andre gange måtte bivognsmanden frem foran vogntoget og ordne det. Man havde en slags rangorden på vognen. Motorvognskonduktøren var øverstkommanderende - han skulle sørge for indberetninger, hvis der skete noget. Bivognsmanden var en slags "stik i rend dreng", og vognstyreren var helt uden for nummer - en klasse for sig!
Ved Østerport var der altid et hav af mennesker. Man skulle kun et par stoppesteder. Så stod de og ventede for at se, hvilken vej konduktøren ville gå igennem vognen - måske kunne de spare en billet. Men de dygtige konduktører stillede sig midt i vognen og nåede alligevel at billettere alle, selvom de næsten hang ude på trinbrædtet.
På Rådhuspladsen var der en trafikmestervagt. Hertil skulle man ringe, hvsi der var problemer på vognen, og man ellers kunne finde en telefon - der var naturligvis ikke radio i vognene dengang. De var også trafikmestervagten, der bestemte, hvor meget varme der måtte være i vognen. Var det under 2 graders frost, måtte der kun åbnes på halv varme - var det koldere, kunne der åbnes helt af en overvognstyrer.
Ved Trommesalen var der manuelt sporskifte, der skulle skiftes med skiftestang. Her holdt vi nogen gange og ventede lidt for at få linie 14 foran os nedad Gl. Kongevej - bedre var vi jo ikke.
Fra Sønderjyllands Allé var vi igen helt alene ud til Jydehlmen. Så havde vi almindeligt kaffe- eller spiseophold.
Dengang var der meget mere liv i folkelokalerne. Bare der holdt et par vogntog udenfor, var der 6 mand eller mere. Marketenderiet var åbent fra omkring kl. 6 om morgenen til ud på aftenen. Her kunne man få ostemadder, kaffe, the og snaps, øl eller vand. Snapsen gik der en del af for at kunne holde varmen.
Var det op til den første, var der som regel mere liv. Så havde vi hentet vore lønningscheck på statione3n og skulle købe fagforeningsmæørker hos kontingentopkræveren. Nogle skulle også bruge deres penge på at spille poker, men normalt spillede vi 66, sjavs eller whist. Kort skulle der spilles.
Normalt kunne vi nå at køre 4 omgange afhængig af, om det var tidlige eller sene vogne. Den daglige arbejdsdag var 8 timer i snit, men tit mere på den enkelte tjeneste. Vi arbejdede 48 timer som de andre på arbejdsmarkedet.
Fridagene lå fast hver 6. dag for de faste folk på planen. For de løse var det en mere speget sag. Her var det kun "8-timers reglen", som styrede tjenesterne. Så nogen gange kom man til at tidligt helt op til 10 mdage ad gangen, så pludselig kunne det skifte til aftenkørsel i lige så lang tid. Helt efter mestrenes luner og forgodtbefindende.
De løse folk havde 3 faste fridage - de lå fast på bestemte datoer f.eks. den 1., den 13. og den 25. i måneden, derudover havde vi to løse dage, som mester anbragte, som han ville.
I sommerhalvåret kunne man kun være sikker på at få 3 søndage fri - og det var fra 1. maj til 1. oktober.
Til sporvogne
Til toppen
Tilbage