Siden oprettet 19. maj 2012

Siden opdateret 31. juli 2012

Til forsiden

Tilbage

Skriv til mig

Soldaterfotografier 13

Hos marskandisere og på loppemarkeder har jeg gennem tiden bl.a. købt portrætter af danske soldater.

Nu prøver jeg på denne vis, om nogle af jer derude kan identificere personerne. Skriv også til mig, hvis du har supplerende oplysninger eller kommentarer om våbenart, tidspunkt, grad o.s.v. Brug venligst fotografiets nummer som reference, når du skriver.

Fotografi Kommentarer
Soldaterfotografi 120
Amatørfoto 5 x 5 cm.

Skrevet på bagsiden: Bådsmandsstræde. To fra Vesterbro.

Brian Brodersen skriver overordnet om billederne: 'Jeg vil tro, at billederne stammer fra Rytteriets befalingsmandsskole (RBS), senere PBS (pansertroppernes befalingsmandsskole) på Grønnegades kaserne i Næstved. Grunden er, at der der både er Gardehusarer og Dragoner på billederne. Regimentsmærkerne tyder på, at det må være tæt på 1950-51. Køretøjerne har 83.xxx, hvilket normalt hørte til de enheder, der blev sendt til brigaden i Tyskland. Dette blev i denne periode ændret således, at RBS fik 59.xxx.'

Brian Brodersen skriver, at foto 120 er en Humber Scoutcar Mk II.

Niels Blangsted skriver: Vognen er en Humber Scoutcar (opklaringskøretøj), den kom til GHR i 1947. Den var oprindelig designeret til Den Danske Brigade i Tyskland, det kan ses på nummerpladen. Brigaden brugte nr. fra 80.000 til 89.xxxx og 180.000 til 189.xxx. Nummerpladerne blev på køretøjerne, uanset om de var hjemme eller i Tyskland. Alle køretøjerne med brigadenummre blev omregistreret ca. oktober 1950 til almindelige regimentsnumre.
Scout Car'en på billedet med nummeret 83.283 blev omregisteret til 50.504 i 1950, den havde hele tiden været tjenestegørende ved GHR.
Fra 1931 til 18. juni 1973 var hærens nummerplader røde med hvide tal samt et gult hærmærke, og de to første cifre viste, hvilket regiment køretøjet kom fra, GHR 50. Pladerne blev ændret til de sorte med hvide numre, vi kender i dag.
Billedet stammer sandsynligvis fra perioden juni 1949 til oktober 1950, hvor der var forlagt ENH fra GHR til København, blandt andet 4 ESK (eskadron) i perioden 31. juli til 7. august 1950 ved Koreakrigens start. Det passer fint, at billdet er fra Bådsmandsstædets Kaserne (nuv. Christania).
Uniformen er M/44 med bælte, begge har regimentsmærker på kraven. At de har livrem på er også med til at datere billedet, da det først blev indført i 1949, at man altid gik med livremmen, hvis man ikke havde anden udrustning på.
De blanke metalknapper viser, at de to soldater er fra opklaringsbataljonen (OPKBTN).
Med stor hjælp fra Ken S. Jørgensen.

Soldaterfotografi 121
Amatørfoto 8 x 5 cm uden yderligere oplysninger.

Brian Brodersen skriver, at foto 121 er en Humber Panservogn Mk IV - til højre kan man ane en af landets første Willys jeeps.

Niels Blangsted skriver: Panservognene på billdet er en 7 ton Humber MK IV med 37 mm kanon med nr. 83.242. Hvilket egentlig er et n.r til Den Danske Brigade i Tyskland. Køretøjet gjorde tjeneste ved RBS.
Billeder er taget under en skarpskydning, på hver vogn i forreste linie står en sikkerhedsmand, vognen nærmest på, kan tænkes at holde i reserve, eller også at den skal skyde senere. Bemærk at der ved to af vognene, står nogle plader med skydeskiver på. Disse har sandsynligvis været brugt til instruktion af skytterne.
Det sidste køretøj er en meget tidlig model jeep med nr 59.201. Nummeret viser, at jeepen er fra RBS.
Enheden er fra RBS (Rytteriets befalingsmandskoler, der i 1951 ændrede navn til Pansertroppernes befalingsmandsskoler PBS). Soldaterne/eleverne på billedet bærer regimentsmærker fra både JDR og GHR, samtidig har de et mørkebrunt bånd syet på begge skulderklapper, hvilket er mærke for kornetelever.
Uniformen er M/44 i nogle tilfælde med kappe, køretøjerne var meget kolde at køre i, varmeapparater fandtes ikke i militære køretøjer på den tid, så man skulle være klædt godt på. Nogenlunde vindtætte uniformer kom først med kampuniform M/58, der havde den fordel, at der var plads til varmt undertøj, striktrøje og strikkede underbukser, kaldet Lumumba vel mest henset til den generelle farve på denne beklædningsdel.
Billedet er sandsynligvis fra 1949/50.
Med tak til Ken S. Jørgensen.

Soldaterfotografi 122
Amatørfoto 5 x 8 cm uden yderligere oplysninger.

Brian Brodersen skriver, at foto 122 er en Humber Panservogn Mk IV.

Niels Blangsted skriver: Vognen er en Humber Mk. IV panservogn, udrustet med en 37 mm KN (kanon), soldaten på billedet har GHR regimentsmærke (falken), han er iført kappe M/44 og læderkørehjelm.
Vognens nummerplader er sløret med mudder og kan ikke identificeres. Billedet stammer sandsynligvis fra en udrykning (øvelse) fra RBS. Her er vognen i BSO (beredskabsområde).

Soldaterfotografi 123
Amatørfoto 5 x 8 cm uden yderligere oplysninger.

Brian Brodersen skriver, at foto 123 er en Humber Panservogn Mk IV.

Niels Blangsted skriver: Her passerer panservognene (Humber Mk. IV) Guldborgsundbroen.

Soldaterfotografi 124
Amatørfoto 8 x 5 cm uden yderligere oplysninger.

Brian Brodersen skriver, at forrest er det en 4x4 pansret mandskabsvogn populært kaldet en mosegris, bagest en Humber Panservogn Mk IV.

Niels Blangsted skriver: Som Brian Brodersen skriver, er det Humber Mk IV og GMC 4x4 M6 med øgenavnet Mosegris.
Mosegrisen var den første "pansrede" mandskabsvogn i det danske forsvar, den blev anvendt ved GHR til infanteri-enheder i opklaringsbataljonen.
Personelet er fra både JDR (Jydske Dragon Regiment) og GHR, sandsyligvis fra RBS, alle billederne i serien synes at være fra skolen og taget under en "forårs" udrykning.
Med tak til Ken S. Jørgensen.
Soldaterfotografi 125
Amatørfoto 8 x 5 cm uden yderligere oplysninger.

Skrevet på bagsiden: Gået i stykker på Hjemturen.

Brian Brodersen skriver, at foto 125 er en Humber Panservogn Mk IV.

Niels Blangsted skriver: Humber Mk IV PVG nummeret læses som 83.219. Denne vogn har ikke gjort tjeneste ved GHR, men sandsynligvis ved RBS.
Personellet bærer JDR og GHR mærker.
Med tak til Ken S. Jørgensen.
Soldaterfotografi 126
Amatørfoto 8 x 5 cm uden yderligere oplysninger.

Brian Brodersen skriver, at foto 126 er en Humber Scoutcar Mk II.

Niels Blangsted skriver: Humber Scout Car 183.271. Den kom til GHR i 1948, men var der ikke i 1950, er så kommet til RBS. Soldaten/eleven har GHR mærke på kraven.
Med tak til Ken S. Jørgensen.
Soldaterfotografi 127
Amatørfoto 5 x 5 cm uden yderligere oplysninger.

Niels Blangsted skriver: Elever får tiden til at gå i BSO, en har GHR mærke, de øvrige kan ikke tydes.
Sandsynligvis fra samme udrykning som de øvrige billeder.
Soldaterfotografi 128
Amatørfoto 5 x 8 cm uden yderligere oplysninger.

Niels Blangsted skriver: Fra RBS på Grønnegades Kaserne, Næstved. Nærmeste elev har JDR mærke og de tre andre GHR. Alle har elevsnor på skulderklapperne.
Det skal bemærkes, at GHR mærkerne er den første, meget efterspurgte, store type, den senere model er væsentlig mindre.
Med tak til Ken S. Jørgensen.
Soldaterfotografi 129
Amatørfoto 5 x 8 cm uden yderligere oplysninger.

Niels Blangsted skriver: Her nydes den spæde forårssol. Landsbyens børn stimler sammen for at se soldaterne, dengang blev man særdeles vel modtaget på gården. På de mest usandsynlige tidspunter af døgnet blev man budt på kaffe og ostemadder.
Bemærk ham til venstre i billedet, han har meget tøj på under uniformen. Mærker fra JDR og GHR.
Til forsiden

Tilbage

Skriv til mig

Til toppen